Ringridderen

Titel og år
Ringrideren, 1991

Materiale
Bronze

Kunstner, år
Nikolaus Wehding (1932-2018)

Placering
Brundlund Slotspark, Aabenraa

Beskrivelse

For den tilrejsende er ringridning et eksotisk sønderjysk fænomen. For den herboende er ringriderfesterne lige så selvfølgelige som kålpølser og knepkager. Ringridningens store kulturelle betydning viser sig ved, at den findes fortolket i skulpturer overalt i landsdelen.

Wehdings værk viser en ringrider, der driver sin hest frem. Formsproget er dynamisk, og kender man denne sønderjyske folkesport, ved man, at han lige om lidt skal spidde en lille ophængt ring med sin lanse. Den, der spidder flest, kåres som konge eller dronning.

Wehding arbejdede i et figurativt, klassisk formsprog og fokuserede tematisk på hovedsageligt mennesker og dyr. Han lavede en lang række udsmykningsopgaver, heraf flere i fødebyen Aabenraa.