Klippedyret

Titel og år
Klippedyret, 1996

Materiale
Moseløkkegranit

Kunstner, år
Claus Ørntoft (f. 1959)

Placering
Det Gamle Rådhus, Rådhusgade i Aabenraa

Beskrivelse

Der er en koncentreret kraft i Claus Ørntofts Klippedyret, der holder til på trappen til det gamle rådhus i hjertet af Aabenraa. Børn, der snupper en ridetur, brudepar der passerer, de handlendes latter og larm: Klippedyret tager byens liv med ophøjet ro. Den er nemlig tusindvis af år gammel og inspireret af islandske sagaer og nordisk mytologi. Som et andet forhistorisk væsen har kunstneren fundet klippedyret i den ældgamle granit og givet den nyt liv.

Det samme kan man sige om trappen, som er lavet af den samme granit som Klippedyret. Ørntofts valg af materiale og form vidner om en anden vigtig inspirationskilde, nemlig det romanske stenhuggerarbejde i danske middelalderkirker.