AabenraaOrgan

Titel og år
AabenraaOrgan, 2022

Materiale
Orgelpiber i kobber, aluminiumsprofiler, LED, LED-driver, blæsemotor, sensor.

Kunstner
Helene Nymann (f. 1982)

Placering
Jomfru Fannys Gang ved Ramsherred 14a.

Beskrivelse

Helene Nymann er optaget af emner som kollektiv hukommelse og fremtidsforestillinger. Gennem sine værker undersøger hun, hvordan mennesker husker, og ikke mindst hvordan vi sammen skaber og bevarer minder. Helene Nymann arbejder både skulpturelt og rumligt i en lang række medier.

I samarbejde med orgelbygger Marcussen & Søn har Helene Nymann skabt et skulpturelt og interaktivt lydværk, AabenraaOrgan. Passagens vægge prydes af orgelpiber i kobber oplyst af stemningsfuldt lys. Piberne aktiveres ved hjælp af en sensor, der registrerer trafik i passagen. Når et vist antal personer har passeret gennem passagen, afspilles omkvædet fra sangen ‘Give Peace a Chance’ af John Lennon.

Det interaktive værk anvender og gentænker lokal faglighed, historiske instrumenter og nutidige teknologier i samspil med de forbipasserende i det offentlige rum. Ved at flytte orgelpiberne ud på gadeplan inviteres borgere og besøgende til at interagere med værket, så piberne begynder at spille. Den valgte sang, ‘Give Peace a Chance’, afspejler både værkets tilblivelse i en periode med krig i Ukraine, men også Aabenraas fortid med kampe omkring grænsedragningen. På sigt kan andre komponister inviteres til at komponere en ny melodi ud fra de fem toner, som piberne spiller. Således kan AabenraaOrgan afspejle tidens tematikker og kollektive strømninger.

Orgelbygger: Marcussen & Søn
LED og programmering: Studio Temporal

Om udsmykningen

Nørreportkvarteret som kunstdestination – værker af unge danske samtidskunstnere er udviklet af Aabenraa Kommune i samarbejde med Creator Projects, bydelsambassadørerne og Aabenraa Kommunes Billedkunstråd. Udsmykningen er støttet af: Statens Kunstfond, Den Jyske Kunstfond, BHJ Fonden og Aabenraa Kommunes Billedkunstråd.

Den samlede liste af kunstnere, der har bidraget til projektet, inkluderer: Rune Bosse, Silas Inoue, Oskar Koliander, Mathias & Mathias, Helene Nymann, Torben Ribe, Studio ThinkingHand og Vinyl -terror & -horror. Værkerne er ejet af Aabenraa Kommune.